Udgivelser fra KAK, KUF og Forlaget Futura
Nedenstående liste over pjecer er et uddrag af, hvad der blev udgivet af KAK og KUF. På KAKs forlag Futura blev der udgivet en del bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tse-tung (Zedong), bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i midten af 60’erne. Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.
| Oversigt | 1963 - 1969 |
1970 - 1974 |
1975 - 1978 |
Udgivelser fra KAK og KUF 1963 - 1969
Til alle kommunister! : Til alle der vil socialisme. Udsendt af Kommunistisk Arbejdskreds, Kbh., 1964. 6 s.
Udsendt i forbindelse med, at KAK 25. juni 1964 etablerer sig som en åben organisation. Indeholder KAK’s formål, artiklen Til alle kommunister i Danmark, som er en skarp kritik af Sovjetunionen og DKP, samt 12 punkter for en kommunistisk politik i Danmark.
Perspektiverne for socialisme i Danmark. Udgivet af Kommunistisk Arbejdskreds, Kbh., 1968. 10 s.
Omredigeret artikel først bragt i Kommunistisk Orientering nr. 3, 4 og 5 1966 med titlen Perspektiverne for vor kamp. I artiklen tilslutter KAK sig Kina’s kommunistiske Parti’s beskrivelse af verden i 4 hovedmodsigelser. "Arbejderklassen har ingen mulighed for at styrte kapitalistklassen og gennemføre den socialistiske revolution, før denne kapitalistklasses fundamenter er blevet undergravet af folkenes kamp og delvise sejre i Asien, Afrika og Latinamerika." (s. 3-4). USA-imperialismen er hovedfjenden og Vietnam er brændpunktet. Der er ingen revolutionær situation i vor del af verden, og vil ikke opstå "før kapitalistklassen har mistet i hvert fald betydelige dele af sine udbytningsmuligheder i de tidligere og nuværende kolonier." Der skal føres kamp mod reformisme og revisionisme i arbejderklassen, som "først og fremmest har deres jordbund i det såkaldte arbejderaristokrati." Det er ingen tilfældighed, at reformisme og revisionisme først og fremmes trives i den rige verden. Men "det betyder ikke, at vor verdens arbejdere ikke har måttet kæmpe for den højere løn og de bedre leveforhold, men det betyder, at kapitalistklassen takket være superprofitterne har haft råd til at lade sig aftvinge en højere løn."..."Det betyder også, at vor verdens arbejderklasse i forhold til de tre kontinenters udbyttede nationer og folk er løbet for langt frem - indirekte og uden klassens skyld [-] på disse nationers og folks bekostning." Det er ikke borgerskabet, som har fået "arbejderne til at glemme klassens mission som herskende klasse i det næste samfund - socialismen - det kan kun arbejderklassen ’egne’ politiske ledere." Arbejderklassen er på trods af "al bestikkelse med smuler fra superprofitterne også en udbyttet klasse."..."bestikkelsen er midlertidig, udbytningen er konstant."
Afslutningsvis konkluderer artiklen: "Den hovedopgave, som selve den objektive virkelighed i dag stiller den danske arbejderklasse overfor, er kampen mod den amerikanske imperialisme og den aktive støtte til det vietnamesiske folk og til alle undertrykte nationer og folk i deres antiimperialistiske kamp. Revolutionære kommunisters hovedopgave i Danmark i Dag er at rejse arbejderklassen til denne støtte."
To linjer. Hæfte 1-6, hver på 6-7s. (Tillæg til Kommunistisk orientering, 5. årg. nr. 18, 2. oktober 1968 - 6. årg. nr. 2, 30. januar 1969)
"To linjer er ved at blive trukket klart op i den vesteuropæiske, antirevisionistiske kommunistiske bevægelse."
Skrevet som led i en større diskussion med det svenske Kommunistiska förbundet marxist-leninisterne (KFML). KFML blev dannet i sommeren 1967 og "stillede fra sin start på ovennævnte antirevisionistiske, prorevolutionære grundlag, men den stillede sig i spørgsmålet om de aktuelle opgaver for revolutionære kommunister i vor kapitalistiske verden på en linje, der klart var en anden end den linje, der er lagt frem af [...] KAK ..."
"KAK har i interne skrivelser til KFMLs ledelse gentagne gange forsøgt at få en kammeratlig diskussion igang om disse to linjer,[...]. Vi fik aldrig svar fra KFML, før et af organisationens organer, "Gnistan", i april i år indledte et voldsomt, åbent angreb på os af den af os repræsenterede linje."
"Vi tager kampen op - og vi gør det med glæde. Marxismen har altid udviklet sig gennem kamp, og den er ikke bange for kamp. Kampen mellem de to linjer skal og må føres - ikke blot mellem KFML og KAK, men i hele den imperialistiske verden. Af denne kamp afhænger denne verdens fremtid." Igennem debatten fremlægges KAKs snylterstatsteori.
Lenin: Om strejker (1899). 4 s. (Tillæg til Kommunistisk Orientering, 6. årgang, nr. 3, 11. februar 1969)
"Strejker lærer derfor arbejderne at forene sig; de viser dem, at de kun kan kæmpe mod kapitalisterne, når de er forenede; strejker lærer arbejderne at tænke på hele arbejderklassens kamp mod hele klassen af fabriksejere og mod den vilkårlige politiregering. Dette er årsagen til, at socialister kalder strejker 'en skole i krig', en skole hvor arbejderne lærer at føre krig mod deres fjender for befrielsen af hele folket, af alle der arbejder, fra regeringsembedsmændenes åg og fra kapitalens åg.
'En skole i krig' er imidlertid ikke krigen selv. Når strejker er udbredt blandt arbejderne, begynder nogle af arbejderne (herunder nogle socialister) at tro, at arbejderklassen kan begrænse sig til strejker, strejkekasser eller strejkeforeninger alene; at gennem strejker alene kan arbejderklassen opnå en betydelig forbedring af sine forhold eller endog sin frigørelse. Når de ser, hvilken magt der ligger i en forenet arbejderklasse og selv i små strejker, tror nogle, at arbejderklassen blot behøver at organisere en generalstrejke over hele landet, for at arbejderne skal få alt det, de ønsker, af kapitalisterne og regeringen. Denne tanke blev også fremsat af arbejderne i andre lande, da arbejderbevægelsen befandt sig på sine første udviklingstrin, og arbejderne stadig er meget uerfarne. Det er en fejlagtig ide. Strejker er en af de måder, hvorpå arbejderklassen kæmper for sin frigørelse, men det er ikke den eneste måde; og hvis arbejderne ikke retter deres opmærksomhed mod andre midler til at føre kampen med, vil de forsinke væksten og arbejderklassens resultater."
Marx og Engels: Breve om England (Tillæg til Kommunistisk ORIENTERING, 6. årgang, nr. 4, 25. februar 1969 - nr. 6, 16. april 1969)
Uddrag af breve fra Marx og Engels om arbejderklassens situation i England og det irske spørgsmål. Udgivet som tillæg til Kommunistisk ORIENTERING.
Senest opdateret den 2/02 2010
